8 år gammel diegivende hund
Hej, Vores hund på 8 år er blevet uplanlagt drægtig og har fået hvalpe for 2 dage siden. Vi er nu i tvivl ang hvilket foder, samt mængde der skal bruges.
Tæven er labrador, og hun vejer ca 28 kg. Indtil nu har hun fået seniorfoder suppleret med aktiv-foder (dette efter råd fra dyrlæge) Skal vi fortsætte med dette? Eller vil der være bedre alternativer? Hvalpene tager fint på i vægt.
Hej Line
Diegivningsperioden eller laktationsperioden er den livsfase hvor hunden har det største behov for protein og energi, og på det højeste skal energimængden sættes op til 2-3 gange normal vedligeholdelse. Mælkeproduktion når sit maksimum i 3. uge og holdes der, til et sted mellem 4. og 5.uge, hvorefter den falder, sideløbende med hvalpenes overgang til fast føde, og slutter mellem 7. og 8. uge. Vand er absolut den væsentligste ernæringskilde i forbindelse med mælkeproduktionen, der hos en hund som din, nemt kan nå op på 1,75 liter i døgnet!! ( Sammenlignelig med produktionen hos en ko!!) . Derudover er mængden af protein særdeles væsentlig og hundemælk indeholder faktisk mere end dobbelt så meget protein som komælk. Normalt regner man med, at der som minimum skal være 25% protein i foderblandingen til lakterende tæver. Som den tredje faktor skal der tages højde for energimængden i foderet, og der bør være mere end 350 kcal/100 gram tørfoder.
Da der ikke foreligger informationer om det anvendte foder, må anbefalingen baseres på et skøn om, at aktiv foder ofte indeholder 30 % protein og er relativ energiholdig, og på basis heraf er din dyrlæges anbefaling formentlig ganske fin.
Med venlig hilsen
Flemming Obling
Please login or Register to submit your answer