Foder
Jeg skrev til dig for et par måneder siden vedr. foder til vores Berner Sennen der var meget kræsen. Han er nu 1 år og spiser fint sin Excellent fuldfoder, dog har han ret ofte tynd afføring som bekymrer mig! Han får ikke andet at spise, kun godbidder når vi træner. Så har han en mærkelig ide med at han spiser papir specielt servietter – kan det være farligt?
Hej Søren
Der kan være mange årsager til, at hunde får tynde afføringer og hvis du oplever det som et vedvarende problem, er der klart noget der skal korrigeres. Et højt aktivitets niveau og hyperaktive hunde, eller hunde med “lette”/ stressede temperamenter , får oftere “løse maver”. Antallet af fodringer og intervallet mellem disse, kan også influere på tarmpassagen. Godbidder? Hvor mange og hvilken sammensætning? Hunde, der spiser andet end hundefoder ( i bred forstand ), herunder servietter, risikerer også vekslende afføringer. Unghunde har oftere end ældre hunde infestationer med specielt rundorme, og det kan give vekslende konsistens af afføringerne.
Det er en god ide, at forsøge sig med lidt detektiv arbejde og forsøge, at klarlægge om der er specielle hændelser der går forud for episoder med tynde afføringer, for om muligt at kunne korrigere en eller flere faktorer.
Hvis der, efter flere/mange observationer, ikke tegner sig et brugbart billede til en løsning, kan det være, at et foderskift er indiceret.
Det er nok ikke direkte farligt at spise papir eller servietter, men det optimerer bestemt ikke fordøjelsen.
Med venlig hilsen
Flemming Obling
Please login or Register to submit your answer