Kastreret hankat tisser indenfor
Hej
Vi har en 3 år gammel kastreret hankat, som virker til at trives og have det godt. Han er dog begyndt på at tisse indenfor. Ikke systematisk, men meget sporadisk. Det er især i bryggerset og på min yogamåtte (øv!) at han strinter. Han gjorde det lidt i det tidlige forår, men så stoppede det ret hurtigt inden vi nåede at reagerer på det, men nu gør han det igen.
Der kan gå flere dage imellem og andre gange kan det være helt ekstremt i nogle dage.
Hej Solveig
Når du skriver, at din kat strinter indenfor, så peger pilen mere i retning af et psykisk problem end i retning af et fysisk problem. Katte med infektioner i urinvejene, med eller uden krystal eller stendannelser, vil typisk udvise en anstrengt urinerings adfærd, med hyppige forsøg og relativt dårlige udbytter. Katte der strinter/ urin markerer har typisk et budskab der skal opfanges af omgivelserne. Katten føler sig presset af et eller andet i hjemmet og resultatet er en form for stressreaktion. Det kan godt være svært , at skulle afkode stress hos en kat. Dels fordi ikke alle katte reagerer på samme måde og overfor de samme påvirkninger.Dels fordi katten iøvrigt “virker til at trives og have det godt”. Strinteriet er en form for placering af et visitkort og – eller en straf for noget nogen har begået mod katten. Og her kan det blive rigtig vanskelig at afkode kattens inderste omkring problemstillingen, men man skal prøve at gennemgå hvilke ændringer, både af fysisk karakter og af social karakter, der siden unodens start kunne have ændret kattens liv. Er der kommet flere beboere i huset ( baby, kat, hund ) , er der købt nye møbler, bygget om, anvendes nye dufte, nye tæpper, ændrede dagligdags rutiner, er kattebakken eller gruset fornyet og hvad med duften , har yoga taget overhånd , etc., etc.
Hvis der efter grundig granskning ikke findes en løsning, der i real tid, også løser problemet, bør katten undersøges for uorden i urinvejene.
Med venlig hilsen
Flemming Obling
Please login or Register to submit your answer