Min kat kniber øjet sammen

Dyrlægens BrevkasseKategori: Øjne og ørerMin kat kniber øjet sammen
Anonym Staff spurgt 9 år siden

Kære dyrlæge
Jeg har en Abbysinier kat på 14 måneder, som de seneste 5-6 dage har knebet det ene øje sammen. Jeg har skyllet med saltvand uden nævneværdig effekt. Hvis der sker noget spændende åbnes øjet fuldstændigt. hvor længe kan jeg se tiden an?

Med venlig hilsen
Inger Mikkelsen

1 Svar
webdesign Staff svaret 9 år siden

Kære Inger Mikkelsen.
Som du beskriver symptomerne hos din kat, synes jeg du straks skal aftale tid hos din dyrlæge. Hellere i dag end i morgen.
De sammenknebne øjenlåg er et udtryk for smerter, som kan stamme fra hornhinden, slimhinden omkring øjet eller fra øjets indre.
På hornhindens overflade kan ridser, sår eller fremmedlegemer give anledning til kraftige smerter. Ved virus eller bakterielle infektioner i slimhinden, kan hævelsen og den betændte overflade udgøre en irritation, og ved betændelsestilstande i det indre øje, vil der være forøget lysfølsomhed. Altsammen noget der får katten til holde øjenlågene tæt mod hinanden.
Øjet skal undersøges med et instrument der under stor forstørrelse og kraftigt lys, kan anskueliggøre forandringer på hornhindens overflade og i slimhinden omkring øjet. Forandringer i tilslutning til øjets forreste kammer kan også registreres med dette instrument. Dyrlægen vil farve hornhinden og eventuel måle trykket i øjet. Er der tale om infektion i slimhinden , kan det være relevant at udtage materiale til laboratorieundersøgelse.
Saltvand er et glimrende middel til at rense og renholde øjet og dets omgivelser, men symptomer der vedvarer udover et par dage, bør give anledning til undersøgelse hos en dyrlæge.

Med venlig hilsen
Flemming Obling