Min kat prutter

Tina skriver spurgt 2 måneder siden

Hej Flemming. Min kat på 7 mdr prutter rigtig meget, jeg har så læst at det er meget almindeligt men det kunne også være pga fodret. Hun får killinge foder og mærket er concept for lige. Det mærke får vores maine coon også som er til hendes race.
Vores killing er en alm. Huskat som vi har købt på et internat, hun er en værre bandit 🙂
Vil du anbefale et foderskift eller skal vi bare være tålmodige fordi hendes mave/tarm måske ikke er helt færdig udviklet.

1 Svar
Flemming Obling Staff svaret 2 måneder siden

Hej Tina
Luftudvikling i forbindelse med fordøjelse af indtaget foder er ganske almindelig og resultatet af de i tyktarmen forekommende gæringsprocesser. Hos katte er afgangen af denne luftproduktion normalt af beskeden og relativ diskret omfang. Når luftafgangen , som du oplever den, kan beskrives som “rigtig meget”, er der grund til at overveje mulige afvigelser fra normalen.
Når det drejer sig om en killing på 7 måneder , skal man være sikker på , at den ikke har indvoldsorm eller andre uønskede tarmbeboere. Fødeindtagelse bør foregå i roligt tempo og ikke i for store mængder af gangen, for  at undgå kødannelse  i tarmen og for ikke at sluge for meget luft. Mælkeprodukter kan være uhensigtsmæssige for katte. Foder med højt fiberindhold kan forøge luftproduktionen. Selvom man anvender et godt killingefoder kan det aldrig udelukkes , at katten af forskellige årsager ikke kan tåle det. Det kan være intolerance overfor en enkel ingrediens eller allergi overfor andre komponenter. 
Der er altså flere muligheder for korrektion, hvor nogen umiddelbart kan gennemføres og andre kræver konsultation hos en dyrlæge. Hvis du har vished for, at katten ikke har orm og i øvrigt trives som forventet, er det umiddelbart et forsøg værd at skifte til et andet killingefoder. Husk at foderskift bør foregå over 5-7 dage
Med venlig hilsen
Flemming Obling