Forsker advarer imod hundemad: »Knækkede tænder, knogler i spiserøret og risiko for salmonella«
Kilde: Politkkken Livstsil 5-10-2017
Det bliver mere og mere populært at fodre sin hund med BARF. Men det er et farligt produkt, vurderer forsker.
Det er især farligt for hundehvalpe at være på en BARF-diæt, understreger forsker. De få nemlig ikke de næringsstoffer, de har brug for, for at deres knogler kan vokse. Arkivfoto: Marisa Basilavecchia/AP
Det er farligt at fodre sin hund med Bone And Raw Food (BARF).
Sådan lyder vurderingen fra professor i Intern Medicin for Familiedyr på Københavns Universitet, Charlotte Reinhard Bjørnvad. Hun har forsket i ernæring til hunde og er leder af en klinisk ernæringsservice på Københavns Universitets Dyrehospital.
BARF – eller råfoder, som det bliver kaldt i forskningskredse – er en fodertrend, som bliver mere og mere populær til hunde og katte. Foderet består af råt kød, som man hver dag tør op og giver til sit dyr uden tilberedning.
Uenighed om hundes kost
Konceptet bygger på idéen om, at både dyr og mennesker bør spise, ligesom man gjorde i urtiden. Hundene skulle dengang have det kød, som jægerne ikke ville have, og på den måde kunne man deles om kødet.
Et andet argument lyder, at hunden skal have råt kød, fordi den nedstammer fra ulven, som levede af det.
Flere og flere hjemmesider er begyndt at sælge foderet, mens også Charlotte Reinhard Bjørnvad fortæller, at flere af de hundeejere, der kommer på Københavns Universitets Dyrehospital, gerne vil enten diskutere BARF eller påbegynde en BARF-diæt til deres hund.
Men der er bare rigtig mange problemer forbundet med råfoder-trenden. For eksempel kan BARF resultere i knækkede tænder og knogler, der sidder fast i dyrets mave og spiserør.
»Vi ser oftere råfodrede hunde med knækkede tænder og knoglestykker i spiserøret i forhold til hunde, der får andet foder. Der er også hunde, hvor knoglestykker sætter sig fast i tarmsystemet eller forårsager forstoppelse,« fortæller hun.
Tørfoder kan være skidt for din hund
Hun lægger vægt på, at udgangspunktet for råfodring er forkert, da ulvene i urtiden ikke blev 15 -20 år gamle, som hunde gør i dag. Så selvom deres diæt måske var tilstrækkelig til en kortere levetid og overlevelse i et barskt klima, er det ikke et argument for at sikre et langt og sundt liv for en hund i dag.
En anden af de rigtig store udfordringer med BARF er at sikre, at hundene får dækket deres næringsstofbehov.
»Man kan ikke se fordelingen af fedt, proteiner og aminosyrer på indpakningen, når man køber BARF. Produkterne har ofte lavt indhold af vitaminer og mineraler og det gør det umuligt at sikre, at hunden får de næringsstoffer, den har brug for,« fortæller Charlotte Reinhard Bjørgvad.
»Hvis en hund ikke får nok kalcium eller den får for meget fosfor, får den bøjede knogler eller helt tynde knogler, som kan knække,« lyder det.
Det er særligt et problem for hvalpe, at de ikke får nok kalcium, da de netop har brug for, at deres knogler kommer til at vokse.
Herudover er der også et problem forbundet med, at råfoder består af slagterirester fra produktion af kød til mennesker, som kan være i risiko for at indeholde salmonella-bakterier eller campylobacter-bakterier.
»Vi ved, at med den nuværende produktionen af kød til mennesker, er der risiko for salmonella og andre farlige bakterier fx fra kylling. Derfor er det så vigtigt, at vi sikrer en god køkkenhygiejne og varmebehandler kødet korrekt,« fortæller hun.
Hun fortæller, at der er flere studier, der viser en tydelig sammenhæng mellem råfodring og salmonellasmitte.
»Selvom hunde ikke altid bliver syge af salmonella, så kan de stadig være bærere af sygdommen – og det kan have ret voldsomme konsekvenser for mennesker,« fortæller Charlotte Reinhard Bjørnvad.
Hun understreger, at hun aldrig vil kunne anbefale en råfoderdiæt.