Hoster
Hej dyrlæge
Siden nytår har min lille 5 årige Cavalier hostet hver gang den kommer ud og igen når den kommer ind. Humøret og apetiten er helt som det plejer, og han har aldrig haft problemer med lungerne før.
Hvad tror du det kan være?
Hilsen
Paula Hansen
Kære Paula Hansen.
Hoste hos hund eller kat er ikke et entydigt symptom på sygdom.Hoste er organismen reaktion på en eller anden form for irritation i svælg,strubehoved, luftrør og bronkier. Under normale omstændigheder kan man, uden at skulle bekymres, høre at hunden eller katten “rømmer”sig/ hoster for at rense svælg og strubehoved for slim eller snavs.
Knyttes hosten til specifikke situationer, såsom fysiske præstationer eller “ophidselse”, kan der være grund til at tænke i sygdomsbaner.
Når du beskriver hoste hos din hund i forbindelse med skiftet fra stuetemperatur til den “Sibiriske” kulde , vi har haft siden begyndelsen af januar, går tankerne primært i retning af en ( aftagende?) virusinfektion i de indførende luftveje, populært kaldet Kennelhoste. Under og efter en sådan virusinfektion er slimhinderne i svælg,luftrør og evt.bronkier meget nemme at irritere, og temperaturskift er en kendt hoste udløsende faktor. Det gælder således både ved bevægelse fra varme til kulde, og fra kulde til varme. Sådanne tilstande er selvbegrænsende (uden behandling) over 2-6 uger og hunden er iøvrigt ganske upåvirket.
Er hunden alment påvirket eller fremprovokeres hosten ved fysisk aktivitet er der grund til at tænke behandlingskrævende sygdom. Hjertelungeorm, som er kendetegnet ved at give hoste, er blevet en fast bestanddel af “trusselsbilledet” mod danske hunde og skal tages meget alvorligt, med undersøgelse hos dyrlæge.
Specielt når omhandlede hund er en Cavalier King Charles Spaniel er det selvfølgelig ikke uvæsentlig at tænke i retning af medfødt hjertelidelse.
Du skal søge dyrlæge såfremt symptomerne tager til eller din hund bliver nedstemt eller går fra foderet.
Hvis du oplever at hosten klinger over den næste uges tid, hvor temperaturen forhåbentlig stiger, har din hund formentlig haft Kennelhoste.
Med venlig hilsen
Flemming Obling
Please login or Register to submit your answer